Referat af nabomøde om Stejlepladsen den 9. okt. 2024
Den 22. oktober 2024
Den 22. oktober 2024
Det var Ejendomsselskabet Stejlepladsen, der var vært for arrangementet, og kort efter klokken 17.00 kunne Jesper Schultz, der er direktør for selskabet, byde velkommen til.
Tidsplanen for det kommende halve år blev gennemgået af bygherrerådgiver Thomas Meldgaard fra Entreprenørkontoret, der kunne fortælle, at byggemodningen af det samlede projektområde forventes afsluttet ved udgangen af 2024. I samme periode færdiggøres renoveringen af Bådehavnsgades Vejlaugs kloakledninger, mens arbejdet på Sejlklubvej færdiggøres i takt med byggeriet og derfor vil finde sted periodevis over de kommende par år.
Den Grønne kant langs Nordkysten og det område, der kaldes ”Stranden”, er 80% afsluttet og er åbent for offentligheden. Den endelige beplantning af arealet samt etabringen af det kommende legeområde finder sted samtidig med, at byggeriet afsluttes.
Generelt skrider både byggemodning og selve byggeriet frem efter planen. Den kommende parkeringskælder er netop gravet ud, og boligerne i den første del af projektet forventes at være klar til indflytning i første halvdel af 2026.
Mødets anden oplægsholder var partner og arkitekt i Arkitema Architects, Dorthe Keis, der viste de nyeste tegninger af, hvordan byggeriets første etape kommer til at tage sig ud.
Dorthe Keis deltog også i nabomødet i foråret 2022, og kunne ved dette møde fortælle, at de høje, arkitektoniske ambitioner, der blev præsenteret dengang, fortsat lever i bedste velgående.
”De intentioner, vi havde fra starten, har vi stadig. Det bliver stadig et meget mangfoldigt kvarter – både fordi de almene og de private boliger bliver placeret side om side, men også fordi husene bliver så forskellige fra hinanden,” forklarede hun og henviste til, at husene dels får varierende facader, men at der også arbejdes med variationer i vinduessætningen, runde vinduer, karnapper mv.
”Stejlepladsen kommer på mange måder til at adskille sig fra andre byområder i København. Dels fordi det bliver et næsten bilfrit kvarter, men især fordi vi har valgt at bevare de grønne kanter ud mod vandet og trække bebyggelsen tilbage. Samtidig forsøger vi at bygge så bæredygtigt, som vi kan,” understregede Dorthe Keis.
Endelig kunne direktør for Ejendomsselskabet Stejlepladsen, Jesper Schultz, præsentere de første visualiseringer af det showroom, der inden årsskiftet vil stå færdigt på sydøstlige hjørne af projektområde – lige for enden af Sejlklubvej.
Lige nu er man i fuld gang med at sætte lokalerne i stand og gøre klar, men indenfor de kommende måneder bliver det muligt at træde indenfor og se eksempler på facadematerialer, tegninger af de kommende boliger og ikke mindst plantegninger af de lejligheder, der bliver udbudt til salg og udleje i henholdsvis foråret og efteråret 2025.
Det er primært de to ejendomsmæglere, Maria Schlichting fra Sweet-Homes, som står for privat udlejning, og Maria Krolack fra Estate Sydhavnen, som står for salget af Kernehusene, der kommer til at bruge showroomet, men det bliver også muligt for naboer og andre interesserede at bruge showroomet til at få mere viden om projektet. Mere om det følger, når showroomet står færdigt.
Vi anbefaler at bruge en af de moderne browsere: Google Chrome eller Microsoft Edge. En af disse er sikkert allerede installeret på din computer, ellers kan du hente dem her:
Det er under alle omstændigheder på tide at skifte, da Microsoft pr. 31. december 2019 ikke længere understøtter Internet Explorer. At surfe nettet via Internet Explorer udgør dermed en sikkerhedsrisiko for din computer og dit data.